Søholm Pileflet
v/Ursula Søholm
Tronkærvej 137,
DK - 8541 Skødstrup
Tel. +45 22 55 29 74
ursula@soeholmpileflet.dk
www.soeholmpileflet.dk


 

Pilen er et åndehul

For Ursula Søholm er pileflet mere end et kunsthåndværk.

- Det er min egen lille revolution mod verden og en protest mod, at alting går så hurtigt! Vi lever i en verden, hvor alting bare går så stærkt. Vi har altid travlt og når aldrig at stoppe op og leve i nuet.

Men pileflet er et åndehul i vores moderne hverdag, mener Ursula Søholm.

- At flette pil kræver ro, omstændighed og at stoppe op og være tilstede i nuet. Det tager tid, og det skal tage tid! Vi tror, at alting kan være effektivt og hurtigt, men godt håndværk tager tid.

Fra hobby til fuldtidsjob
Ursula Søholm har altid været fingernem og startede faktisk med at flette pil efter blot at have læst bøger om emnet.
Først senere kom kurserne til, og gradvis begyndte Ursula Søholm at sælge sine ting. Hvad der startede som en hobby blev
en levevej.

 




Egen pilemark og værksted

Hun har nu sin egen pilemark med over 20 forskellige sorter af pil. Udover det pil hun selv bruger, sælger Ursula Søholm pil til andre pileflettere. Desuden underviser hun i pileflet, blandt andet gennem FOF Århus.

Hun arbejder i sit hjemme-værksted, og det er meget vigtigt for Ursula Søholm, at hun laver alt pileflet selv.

Pileflet er tidskrævende. Hænderne og tiden sætter grænserne. Derfor er produktionen begrænset, og alt er unika.



 

Pilekurve med sjæl kræver tid

Kurvene fra pilefletter Ursula Søholm er noget helt specielt.
Ikke to er ens og alle kommer med en sjæl og er et symbol på tid – på at leve i nuet og tage sig tid.

Kurve signalerer tid og ro
Mine kurve er lidt af en protest mod, at alting går så hurtigt i dag! Hvis nogen får lyst til at lære pileflet for at opnå ro og balance, men ikke har den fornødne tid, kan de i stedet købe mine kurve og få en snert af det.

- For det kan tage en hel dag eller mere at flette en kurv,
men godt kunsthåndværk
tager tid, og for mig er processen næsten det vigtigste. Mine kurve afspejler, hvordan jeg har haft det, mens jeg lavede dem. De kommer med en historie og en sjæl.

Balancen – yin, yang - i kurven betyder også meget for Ursula Søholm, der har en baggrund som afspændingspædagog.

 



Bark og pil fra egen mark
Pil er basen i alle Ursula Sølholms ting. Hun har sin egen ”pilemark” med omkring 20 forskellige sorter. Desuden bruger hun bark og andre naturmaterialer og følger i det hele taget meget sin intuition, når hun fletter.

Materialer og inspiration fra naturen
Naturen betyder meget for mig - også i forhold til mit flet. Naturen rummer et sandt skatkammer af materialer, der kan bruges til mine kurve. Men naturen giver mig også inspiration til nye former, f.eks. ved at kigge på et lille frø eller en smuk gren.

Kurvene er Ursula Søholms vigtigste produkt. Hertil kommer en række andre ting, som holdere til mejsekugler, lysholdere, plantestativer til haven, bakker og bordskånere – for nu bare at nævne et lille udpluk. Det udvides konstant!





KUNSTHÅNDVÆRKET Ebeltoft | Adelgade 41| 8400 Ebeltoft | Tlf 35 13 81 31 | kontakt@kunsthaandvaerket.dk
KUNSTHÅNDVÆRKET Odder | Rosensgade 43| 8300 Odder | Tlf 35 12 54 33 | kontakt@kunsthaandvaerket.dk
Webside af Odder Produktionsskole, Grafisk værksted, Tlf 86 54 42 00